SEMINARIUM

Musikk skaper fortventning om

After Contemporary ved Hilde Rustad, Liisa Penti, Bo Madevig og Olga Sorokinovag

Hilde Rustad
Jeg hadde planlagt å snakke ut fra et fenomenologisk ståsted og fra hvordan vi som kroppslige levende mennesker alltid har følelser. Vi snakker jo av og både om at noen kan se ut til å være "følelsesløs" og om "å sette følelsene til side", - noe som i begge tilfeller antagelig er umulig. Innenfor ulike dansekontekster kan dette kanskje relateres til uttrykk som "å nullstille seg" som for eksempel er uttrykk som ikke er uvanlig å bruke i improvisasjonssammenheng, - og her tror jeg tanken er at man ved å forsøke å sette egne følelser til side skaper et rom for noe annet, - man nullstiller seg og åpner dermed opp for – (impulser, handlinger, bevegelser og det som skjer i åpninger og rom i mellom). Det er vel ikke slik at dette nullstille seg prosjektet alltid er like vellykket. Som menneske har jeg følelser, jeg kan jo for eksempel også ha en følelse av å ikke føle, – og følelser er en del av det som er meg til enhver tid. Selve ideen om å nullstille seg og å åpne opp for noe annet, kan allikevel føre til at den som danser tar valg han eller hun ellers ikke ville tatt.

Som utdannet innenfor postmoderne dans, og utøver i samtidsdansens tid, har normen, etter Cunningham og innenfor post-moderne dans, vært at dans ikke skal uttrykke følelser eller annet narrativt innhold – og at dansere heller ikke skal gi uttrykk for følelser når de danser.

I vår presentasjon valgte vi å jobbe med et verk av Liisa Penti, hvor vi hadde Tsjaikoviskij- musikk fra tallet – hvor musikken jo unektelig ut fra sjanger og stil er koblet til normer innen dans både med hensyn til forventet følelsesmessig uttrykk og sjanger. Samtidig som musikken strømmet ut fra høytalerne jobbet vi som utøvere utfra et postmoderne tankesett "task-oriented", og jeg forsøkte å holde meg til det jeg forstod som min oppgave (task), nemlig å danse en adapsjon* av Liisa Pentis solo som foregikk umiddelbart før jeg gikk på scenen, samtidig som jeg på mitt vis var Tsjaikovskijmusikken jeg sanset. Jeg danset samtidig med Bo og Olga uten å vite hva de gjorde.

*Takk til Henriette Thune som i panelet ved slutten av søndagen trakk inn adapsjons-begrepet som jeg forstår som et relevant begrep i denne sammenhengen. Nettopp dette at Dansedyrkerne hadde invitert informerte gjester fra andre fagfelt gjorde at samtale og diskusjon fikk innslag og innspill fra fagfolk utenfor dansefeltet som bidro til å heve nivået på samtalen, og se dansen i en større sammenheng. Uvante vinklinger og interessante, annerledes betraktninger ble ytret.


Liisa Penti
I was very happy to attend the two days Seminarium-event in Sandnäs with our After Contemporary-network. AC- project was created in 2011 as a platform for imagining tha dance of the future and to discuss different topics present in the field of dance in Scandinavia and Russia. Seminarium was a perfect forum to be able to experience a spectrum of Norwegian dance with its different styles and questions. Through seeing and listening the presentations and discussions I got an impression of a community which is keen to develop the thinking and articulation in the dance filed outside the academic discourse. Working as a dance maker in Finland I was impressed and delighted by this platform which gives dancers a clear structure for the development of their work.

The fact that the language used was norwegian emphasized a the necessity of each language to recreate itself in order to be able articulate the multitude of experiences in dance and more generally in all embodied experiences. I greatly appreciated the organizers enjoining us to make the discussion constructive which made me even more aware of how I was reflecting on what I saw and on how I would express my impressions. The atmosphere was built on respect for each others work which is important in developing ways of discussion.

My experiences of performing the score and the following discussion were rewarding. It was interesting and encouraging to hear different views and comments from the colleagues, also the unexpected ones. Unfortunately I had to leave before the closing panel. Seminarium left me with a general sense of urgency to continue opening up thoughts, feelings and perceptions embedded in the multitude of the dance art and the importance of both the discussion and the sharing with the colleagues. The styles and the ideas of what dance is and should be are varied and a forum like Seminarium in greatly needed in this field. Thank you!


Olga Sorokinovag
1. Futurism.
I came from the culture, where the Russian and Soviet futurists played a huge culture-forming role. They where not only making guess about the future art, but intentionally proposed the forms and examples for the art in the future, the most shocking and provocative. The main victims for their experiments were tradition and boundaries of normativity. They fight with the tradition, showed these boundaries in a ridicules way and enthroned the freedom and especially freedom of feelings. That was about the hundred years ago and then we have an October revolution. (We learned that lesson maybe too well and for the next hundred years avoided too avant-guard forms.) Being “futurist” now mean for me that I willing to know the future of art, to predict some of it, hopefully to influence… not by braking boundaries, but based on the experience of the previous generations. My “Futurism” is also a tribute to the previous futurists of the past. I very appreciated their unique experience but my “futurism” is very different even with the tradition of futurism, (what is also a kind of “tradition”).

  1. Feelings and Normativity.
    Looking from my country, the normativity in Western Europe or the last hundred years had a strong gender drift. And in Nordic countries it is more noticeable then somewhere also. We can see the society with a strong “tradition” of tolerance and political correctness (especially in a compare with my own country), but not with so many tradition families and children, with a lot of single or same sex couples, with a lot of refugees. The next generation usually testing by making jokes the norms of previous generation. Maybe their jokes will be on tolerance and political correctness? The very traditional values as parenting and especially fatherhood could be turned up in the focus of attention and interest. Sometimes we see, how interesting and even attractive could be the

Very tradition society  - very family oriented, strictly hierarchical, non-tolerance, based on straight relation,  where everything is very clear from the beginning – who are you and what you are going to do for all the life without any debts, where you don’t have to prove during all of your live that you are somebody clever, talented, significant, recognizable… The balance between this two so different social models is very complicated and unstable for all of us.


Bo Madevig
Normativitet.

Ja, hvad er normativitet? I ordet ligger også hvad vi forventer. Og så vil jeg gerne tilføje, hvad er det vi plejer? Hvad er normativiteten, og hvad er det man forventer? I det her tilfælde af et oplæg? Jeg studsede, i mine dage under Seminarium, over at mange, for ikke at sige alle, oplæg/indlæg virkede meget færdige. På den måde faldt vores indlæg måske lidt igennem. Det var ikke tilsigtet. Men det var et tydeligt resultat af hvem vi er, hvordan After Contemporary fungerer og hvordan vi arbejder. Så, hvad virkning har et oplæg på tilhørerene? Hvad virkning skal et oplæg havde? Det som er normen er at et oplæg på en delikat og spisebar måde, presenterer og belyser et emne frem mod en konklution det er muligt at diskutere videre ud fra. Det gjorde vores ikke just. Tror nok vi alle stod tilbage med spørgsmålet om vi havde ramt sømmet i ET og et præcist slag. MEN, det er jo netop det som er meningen med vores forum After Contemporary. Belysningen af at finde andre veje. Andre veje end det vi allerede kender. Og som jeg sagde under oplæget. ”Ofte arbejdes der hen mod at blive enige, for derigennem at komme frem til ET punkt. EN konklution. Vores forum er nok snarre at bringe til torvs alt det vi kender og ved. For derfra at lad tingene eksplodere i alle retninger”. Sådan noget i den retning sagde jeg. Ialfal syntes jeg personligt at det er spændende hvordan vi får brudt det vi kender åbent, så vi kan finde ny retningr. Måske ligger de nye retninger ikke i svaret. Måske ligger det i mellemrummet.. Måske ligger det i det vi ikke får sat ord på. Men bliver nød til at tankelæse i antydningerne. Set med de tanker, og ud fra ideen om normativitet, var det et spændende oplæg vi fik produceret.

Jeg har lagt mærke til at et oplæg ofte fra oplægsholderen, er en disputition skrevet i linier af sorte ord på hvid baggrund. At der optræder en eller anden form for power point fremlægning. Ofte med disputitionen presenteret som dagsordenens menu. Så kan vi som medlyttere nemlig også få et overblik over hvad det er vi skal igennem. Og der fra fornemme hvornår vi er ved at være nået frem. Derefter kører oplæg gængst over i en eller anden form for video presentation. Efterfulgt af højtlæsning af en forud formuleret mening/manifest. Også her skrevet sort på hvidt i klare afsnit.
Oplæg holdes ofte i forum form. Dermed mener jeg, oplægsholderen står ved tavle, lærred eller talerstol. Og de medlyttende sidder foran og tager opmærksomt notater.
Når jeg ser den form for oplæg, får jeg lyst til at give oplægs holderen et dogme. At holde det helt samme oplæg på en helt anden måde hvor power point, sort på hvidt, video materiale og frontal forum oplægning er forbudt.

Personligt har jeg ved flere lejligheder prøvet at bryde med oplægs formen. Ved en lejlighed bad jeg tilhørene gå rundt og snakke med hinanden. Jeg havde lavet et papir hvor samtale punkter var skrevet op i ulogisk orden. Jeg lod det være op til enkelt personer om et tema skulle være et enkeltmands oplæg, en dialog mellem to eller en duskution alle kunne byde ind i. Jeg har startet et oplæg med at sige at vi ikke har nogen bagkandt. At vi ikke tidsmæssigt ved hvornår oplæget er færdigt. At det varer så længe alle har noget at byde ind med. Jeg har prøvet at starte et oplæg med at tilhørene bliver lukket ind i et rum hvor stolene ligger ulogiskt spredt rundt i rummet. Undersøgelse i det var at se hvornår en genkendelig logisk form ville opstå. Min hensigt er på ingen måde at ville provokere. Det har udelukkende været at ispørgestille og tage tilhørene med ud på en rejse hvor intet er for givet. Og alligevel kommer den her evaluering i digital form skrevet sort på hvidt. Er det fordi det er det letteste? Ja. Jeg har ikke fantasi til at finde en anden måde at gøre det på, så i alle kan få del i det jeg gerne vil sige.

For mig er det spændende ud fra vores After Contemporary forum konstant at ispørgestille. Ispørgestille det vandte. Det gængse. Det vi allerede kender. Det er det, for at vi som menneskehed, kan blive ved med at udvikle os. Det gør vi ikke ved at gentage det vi allerede kender. Jo vi kan score en masse aksept og pluds pints ved det. Og dermed får vi også et punkt at måle godt eller skidt ud fra. Hvis det er det som er målet, finder vi ikke nye veje. Ikke at det nødvendigvist vil lykkes. Men chancerne må tages.
Skal et oplæg være så liniert og logiskt fordøjeligt at det ender i total enighed? Må man som tilhører gerne gå fra et oplæg og være totalt rundtosset og forvirret? Må man gerne gå der fra med følelsen af at der ikke var nogen konklution? Må man gerne være oprevet og vred? Ja, det må man gerne. Men ofte er vi det fordi oplæget måske ikke har lignet noget vi kender. Og derfor ikke stillet os åben for hvordan vi kan være en del af oplæget. Jeg har det lidt med det, som med teater og dramarturgi. Laver man en forestilling uden at følge alle de skrevne og gennemstuderede dramaturgiske regler, himler dramarturgerne med det samme op. Og konkluderer ofte at forestillingen er dårlig. Det er jo ikke just noget som befordrer at vi finder nye veje. Og lader os glide ind i noget vi kunne kalde After Contemporary. Vi kunne også kalde det alt muligt andet. Det er bare det at vedkende os at værdsætte kvaliteten i det vi ser eller hører. Uden at låse os fast på om det er noget vi genkender. Gør vi ikke det, får nye generationer og strømninger aldrig fodfæste. Hvem har iøvrigt lavet de dramaturgiske regler og arbejdsmetoder som idag bliver studeret. I mine øjne og viden er det akademiske analyser af hvordan de store teater korifæer har arbejdet og arbejder. Korifæer som Peter Brooks, Pina Bausch, Eugenio Barba, Dario Foe, Robert Willson og Adriana Muskin. Kunstnere som også har været norm brydende da de startede ud. Lige så vel som korifæerne før dem. Den historiske tendens viser at nogle kunstnere rammer normativitats sømmet med det sammme de laver noget. Og andres arbejde finder først anerkendelse, når de er i deres efterår. Eller enda efter at de ikke er her mere. Grunden til at nogle rammer normativitats sømmet, er fordi de skaber noget som deres samtid med det samme genkender. Og ufordøjet kan tage til sig. Tage med sig som en del af deres tidsidentitet. På nakken af de før nævnte korifæer har stået Alan Platel, Hotel Pro Forma, Robert Lepage, Forced Intertainment og La Fura Dels Baus.

Vi genkender, eller anerkender ofte ting når det er fyrtårne som stikker frem. De fyrtårne har ofte været enkelt personer. Historiskt set er det en arv fra den patriakalse og matriarkalsek måde verden fungerede på og som 60erne og 70erne gjorde så kraftigt op med. Alligevel virker det til at vi stadig leder efter enkelt persons fyrtårne. Mesiaser som kan lede os vej. Er det fordi den flade struktur, som blandt andet kontakt improvisationen som Steve Paxton har stået for, ikke har haft nogen gennemslags kraft og der med gang på jord? Paralelt har der siden 60erne været adskelluge eksempler på flad struktur skabelses forarer og kollektive skaber grupper. Alligevel ender vi som menneskehed med at fokusere på enkeltpersonerne. Om Steve Paxton vil det eller ej, har historien udråbt ham til faderen af kontakt improvisationen. Jo længere tid kollektiv grupperne har opereret, jo oftere har der vist sig en tendens til at en enkeltperson træder frem. I Forced Intertainment er det Tim Etchel. I Kom de Bagfra er det Peter Holmgaard. I Ballet C de la B er det Allan Platel. Gud ved hvad der på den fromt kommer til at ske med Remini Protekol, Bureau Detours, Two Women Maschine Show og Gorb Squad.
Er det os som trækker enkelt personen frem? Eller er det enkelt personen som VIL frem? Vi har åbenbart en masse normativitets regler vi som menneskehed knokler med, for at navigere på linien eller uden for linien af det vi gerne vil identificere os som.

Følelser.
Time out from a digital schreen
Det her er allerede vuptilivup blevet meget længere end det jeg havde planlagt. Men nogen gange har penne svært ved at forlade papiret når først den er gået igang. Jeg vil ialfal også gerne kort runde mine reflektioner omkring følelser.

Jeg sagde to ting i vores oplæg som jeg gerne vil nævne her.

1
Emotional preperation.
Emotional being as performer.
Emotional being while performing

As dancers we never talk about the emotional preperation we do befor perfoming. If any. When we use feelings it is often becoming an overall feeling zone, trought where we can use our senses as navigation.
Also working as an actor, I can see that genuin emotional expression will not happen if the emotional preperation befor action not is presisely defined. There I can not work with an overall feeling zone.

Som skuespiller, fysisk performer og mover optager det mig meget hvordan vi arbejder med vores følelser for at udtrykke det vi gerne vil på scenen. Eller under film optagelsen. Næsten alle koreografer jeg har arbejdet med, uden at det er en diskution vi har taget op, arbejder med den sanselige oplevelse de gerne vil havde beskuerne/publikum skal havde. Hvis jeg som spiller udtrykker definerede følelser som en del af det overordnede sanselige udtryk, har koreograferne uden undtagelse, gået ind og stoppet ned i halsen hvad jeg skal føle. Koreografer er trinsættere og har derfor et trænet øje for detaljen. De har en træning i hvordan de skal og montere detaljerne til det resultat og produkt de gerne vil stå med.
En fysisk designet form er ikke svær at ramme fra aften til aften, når man spiller det endelige værk. Plaseringen af en arm eller et ben, kan ikke være noget andet end det koreografen har bestemt i studiet det skal være. Jo, hvis der indgår improvisatorinke elementer og kvaliteter.
Arbejder jeg derimod emotionelt som skuespiller kan jeg ikke fra aften til aften ramme den samme volumen af følelser, som instruktøren og jeg har bestemt tolket ud fra manuskriptet. Den bestemte følelse (sorg, glæde, bitterhed, fustration) kan fra aften til aften være større eller mindre udtrykt. Det er det liv nuet har. Men den ændrer sig aldrig til pludseligt at være en anden. Til forskel fra koreografen vil instruktøren aldrig fortælle mig hvordan jeg skal arbejde for at producere den følelse vi arbejder frem mod. Det er helt mit eget arbejde. Og dermed også mit eget hjemme arbejde, at finde frem til hvad elementer jeg har brug for, for at producere følelsen.
Hvorfor nævner jeg det her? Det gør jeg fordi det har været spændende at opservere den store forskel der er ved at arbejde med koreografer og instruktører når vi snakker følelser. Koreografer ved logisk nok ofte ikke hvad følelser de vil havde. De har nok at gøre med på stedet sammen med dig at få skabt manuskreptet/partituret. Som skuespiller og instruktør har man den fordel at nogen har skrevet manuskriptet på forhånd. Når der er det er der også en helt anden plads til forberedelse. Når jeg arbejder med koreografer kan jeg ofte ikke forberede mig hjemme fra. Jeg må åbent og villigt tille mig til rådighed de mange timer om dagen udarbejdelsen af partituret varer.
Når det er sagt, vil jeg ikke være nogen af delene foruden. På et personligt plan er det super spændende at kunne pendle mellem det talte ord og forestillinger af rent bevægelse. Det kan en masse hver for sig. Det kan også en hulend masse sammen.

2
The reading and recognition of emotions and feelings, from a new generation who ”maybe” emotionaly are reading most of their time out from a digital schreen. –how will they emotionaly connect to, and recognice a thing happening live in front of them in a 3D space, a stage?

Videnskaben har bevist at spædbørn kan og forstår meget mere en hidtil antaget. Taler du til et spædbarn kikker de ofte på din mund, for senere hen at få styr over muskelerne til at reproducere det de har set munden gør. Taler du emotionelt til barnet kikker de i fasination ofte på hele ansigtet. For også der senere at kunne producere det sete. Videnskaben har også bevist at et barn ikke med ansigtet kan udtrykke sig, hvis de ikke dagligt har været udsat for ansigter som udtrykker sig. Man snakker disederet om botox børnene. Børn hvor mødrenes ansigts udtryk bliver kraftigt minimeret af botoxens lammende effekt.
På samme måde som børn har en fase af umiddelbart uforståeligt pluder sprog, har de også en periode hvor de leger med deres følelsesmæssige udtryk. Nogle gange gør de det foran et spejl. Her leger de med og nyder at se sig selv udtrykke sig på samme måde de tidligere i fasination har se de voksne udtrykke sig. De kan side i lang tid g se sig selv græde ind i spejlet. De kan også grine eller skelde ud.
Er børnene tvillinger opbygger de ofte et forståeligt tale og gestik sprog mellem hinanden. Et tale sprog som for os kan lyde som det rene volapyk. Og et gestikulerende sprog som mimisk kan virke overdrevent. Næsten som at tale i konstant store bogstaver.

Med alt det sagt og for at komme tilbage til udgangspunktet, så er det spændende hvad som vil ske med den første generation som har brugt store dele af deres tid foran en digital skærm. De har ikke i samme grad været udsat for ansigter de skulle aflæse. Det af to grunde. Ansigterne har selv været fraværende, ved også at side foran en skærm. Jeg ser ofte forældrer som går tur med deres barn i enten barnevogn eller klapvogn. Selv om barnet er vågent, er moderen eller faderen travlt beskæftiget med at sms’e. Eller på anden måde være beskæftiget med et socialt medie. Barnet ser jeg ofte passivt side og kikke på. I mange tilfælde har de selv haft en iPad at være beskæftiget med. Jeg skal ikke ud fra mine forbipasserende observationer dømme hvor meget ansigts kontakt der ellers er mellem forældrer og børn gennem døgnet. Jeg kan bare når jeg arbejder med børn og unge, konstatere at der er en helt anden måde at kommunikere og følelsesmæssigt udtrykke sig på. Mange unge dykker af ren vane, eller skal vi sige af abstinenser ned i mobil telefonen. Når der er noget som bliver emotionelt svært, dykker de væk i mobil telefonerne. Når der er noget som bliver menneskeligt krævende, dykker de væk i mobil telefonerne. Jeg kan kun konstatere at de simpelthen ikke er udstyret med viden om hvad de ellers skal. Og HVORDAN de ellers skal.
Det er dem som er og skal være vores publikum i teatret. Det er også dem som inden længe skal stå på scenen. Også der må jeg konstatere at mange unges motivation for at vil stå på scenen er et instant fix af her og nu opmærksomhed. Det er ofte ikke teaterarbejdet i sig selv som interesserer dem. Det er det at man kan være på, få opmærksomhed og blive berømt. Til menneskehedens retfærdighed må jeg så også sige der er nuancer. Der er mange nuancer.
Men det jeg vil frem til er om og hvordan det sceniske udtryk vil blive forandret indenfor de nærmeste år. Vi får en generation som er super trænede til at desikere images. Ser vi på film, så klipper man idag i et tempo det er til at blive rundtosset af. Det er ikke bare fordi der skal være fart over feldtet. Det er fordi historien bliver desikeret og forstået i et andet tempo. Er det det samme med scenekunsten? Hvad skal scenekunsten gøre for at lyfte sig ud over de fire væge den er fanget i? Det er meget normalt idag at store teaterhuse med store forestillinger har videovæge, som kan åbne scenerummet op til en helt anden form for tidsfornemmelse. Samtidigt giver det også en umidelbar wouw effekt. Det er et faktum at musicals med deres store opsætninger og store følelsesladethed har et stort stort tag i nutidens publikum. Til gengæld ser jeg også scenekunstnere som arbejder den stik modsatte vej. En vej hvor sproget og udtrykket bliver næsten meditativt. Et udtryk hvor publikum kan få en meditativ pause fra deres gøremål.
Det er også et faktum at TV-serier har et langt større publikum end teatret og biograferne får. Specielt de TV-serier som er lange og store og episke. Hvorfor? Ja det er et godt spørgsmål. Men mit forsøg på et svar vil være. Ser du en TV-serie med afsnit der strækker sig over flere år, så bliver serien en del af dig, en del af dit liv, en del af din virtuelle venne kreds. Lidt som at havde fået en ny kæreste. Man kender ikke hinanden endnu. Men alligevel er dagen og tankerne fyldt op med glæden til igen at kunne gå på en sansende, sensuel og erotisk rejse i hinanden. Harry Potter og Ringenes Herre filmene var nogle af de færste til at skabe det behov. If you know what i meen.
Et andet svar vil være, at med alle de gadgets vi har idag, kan du se og gense din favorit serie hvor som helst og når som helst. Et tredie forsøg på et svar er at, da jeg var barn så alle det samme på fjernsynet. Vi er en generation som er vokste op med den samme TV kultur arv. Sådan er det ikke længere. Idag finder du dine ligesindede som går op i samme TV-serie eller virtuelle spil. Et fællesskab folk kan mødes om på tværs af aldre, køn, afstande, lande og kulturer. Fællesskaber hvor vi kan iscenesætte os selv som de karakterer vi følger. Fællesskaber hvor vi kan videre udvikle de karakterer vi beundrer og gerne vil være. Karaktere vi har levet med og fulgt over så lang tid at vi har set dem gå fra barn til voksen. Præcist som os selv. Er det en flugt? Eller er det bare en anden virkelighed?

PUHA! Det er blevet tilen lang smøre. Det er en masse konstateringer. Jeg er ikke kommet med særlig mange løsninger eller konklutioner. Men spændende er det. Syntes jeg ialfal.

Pilotprosjekt (2011)
SEMINARIUM#1 (2013)
SEMINARIUM#2 (2014)
SEMINARIUM#3 (2014)
SEMINARIUM#4 (2015)
SEMINARIUM#5 (2015)
SEMINARIUM#6 (2016)